Skip to content

” – Det har været sjovt med alle de positive reaktioner, som vi har fået på det ene lille bed ved Blokland nr. 6.  Både fra beboere, der lige er flyttet ind, men også fra nogle, der har boet her i mange år. Et lille initiativ, der giver god mening”, smiler Gertrud Gelting, beboer i Blokland gennem mange år og medlem af ”Det grønne udvalg”.  Hun fortsætter:

”Bedet havde på grund af COVID, fået lov til at passe sig selv lidt for længe. Nogle gange går det også sådan, når man venter på, at renoveringen skal starte. Selvom det tager mange år. Bedet var vokset helt til i tidsler og brændenælder. Vi talte om det i aktivitetsudvalget, og besluttede at købe stauder, men vi ville rigtig gerne have flere beboere involveret i at passe de forskellige bede og krukker, som vi har rundt i Blokland.  Ingrid fra ABC ringede på dørene i opgang 6 – og spurgte om de ville være med til at vande og luge. Det var der heldigvis nogen, der gerne ville, så nu er vi i gang. Vi fik som sædvanlig super god hjælp fra ejendomskontoret til at rydde bedet, så det var klar til at plante”.

Karin, der også er med i ”Det grønne udvalg” supplerer: ” – Og mange har givet udtryk for, at det bare er så meget kønnere at kigge på. Det har givet os blod på tanden, så nu har vi også indtaget et andet bed i den modsatte ende af den lange blok. Så håber vi også, at de beboere har lyst til at deltage.  I de pågældende opgange har vi også stillet en vandkande og en rive, som er til fri afbenyttelse. Vi håber, at initiativet smitter”, slutter hun smilende.